Coop kom til os med et ønske om at skabe et mere ensartet udtryk på tværs af deres websites. De ønskede at skabe genkendelighed og en fælles retning for butikskæderne SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’ Brugsen og fakta. Her opstod idéen til en samlet platform, som gør det nemt at samle al udvikling ét sted. På sigt skal den fælles platform gøre det nemt at udvikle og implementere nye sites relativt hurtigt uden at starte fra bunden hver gang.
Opgaven bestod dels af udvikling af en ny fælles platform, dels af en opdatering af den visuelle identitet. Hjaltelin Stahl har tegnet linjerne, og vi har implementeret det nye design og teknikken. Tea Solutions har bygget fuldt responsive websites til butikskæderne, for at sikre, at alle besøgende får den samme optimale brugeroplevelse, uanset om de tilgår de nye websites via tablet, smartphone eller PC.